Regel 8

Udnyt irrationel adfærd

Nobelprisen for økonomi gik i 2013 til mænd med modsatrettede synspunkter om, hvordan aktiemarkederne virker.

Eugene Fama hævdede, at markederne er "effektive" - de prissætter på alle kendte oplysninger mere eller mindre perfekt, fordi investorerne er rationelle og er alle sammen i stand at prissætte oplysningerne korrekt.

Robert Shiller spurgte i en berømt artikel fra 1981: "Bevæger aktiemarkederne sig for meget rundt til at være begrundet i efterfølgende ændringer i udbytterne?" Han fortsatte med at vise, at baseret på S&P 500, har aktiekurserne svinget mere end de eventuelle udbytter, som de skulle forestille at påvise.

Shiller konkluderede, at uberegnelige kursbevægelser er et produkt af investorpsykologi som grådighed, frygt, og hvad der ellers er. Fra denne undersøgelse opstod en skole af adfærdsmæssig økonomi, som hævder, at de sociale, kognitive og emotionelle faktorer har indflydelse på investorvalg. Med andre ord, at folk er ikke rationelle, og derfor er markederne heller ikke rationelle.

Fama, det effektive markeds mester, forklarede den ulige prisudvikling som et symptom på cykliske faktorer (de naturlige op- og nedture i økonomien). Hvortil Shiller svarede retorisk: "Har du nogensinde hørt om en rationel aktiemarkedsboble?".

Der er en verden til forskel mellem disse to lejre. Bedst illustreret ved en ofte anvendt analogi kaldet vilkårlig gåtur (random walk).

Lad os antage, at du gik en tur og fandt en hundredekroneseddel liggende på fortovet. Vil du samle den op? Eller vil du betragte det med vantro og tænke, at det kan ikke være rigtig, fordi en anden ville have samlet den op først? Selvfølgelig er fortove ikke er overstrøet med hundredekronesedler, men markederne er meget ligesom fortove – og ind i mellem er der uventede belønninger.

Hvordan kan vi lære at identificere de øjeblikke, hvor markeder stopper med at være rationelle og kaste om sig med værdi? Warren Buffett råder investorerne til at være "bange, når andre er grådige og grådige, når andre er frygtsomme".

Med andre ord skal man drage fordel af andres tilsyneladende irrationalitet: købe billigt og sælge dyrt. Hvilket er lettere sagt end gjort, selvfølgelig. Når markederne er dyre, er der altid en grund til at sige, de er det værd, som markedet siger.

I den virkelige verden er S&P 500 blevet fordoblet fra sine finansielle nedture, og det er fair at revurdere, hvor aktiemarkederne er. Er de gået op fordi USA er ved at komme sig? Eller har de gået op, fordi pengene er billige, og investorerne har få alternative steder at lægge deres penge?

Mens amerikanske virksomheders cashflow er stærk, er det drevet af stram omkostningsstyring og ikke af en stigning i salget. Efter at seddelpressen har kørt stærkt bør dette være en bekymring. Forbrugerne er stadig i lavt gear og mange af pengene går ind i aktiv spekulation, ikke højere efterspørgsel. Bagsiden af de høje overskud i dag er, at investeringsandel af BNP i USA ikke har været så lavt siden 1930'erne. Hvorfra skal de fremtidige overskud, som aktiekurserne er afhængige, så komme fra?

Heldigvis er situationen ikke ekstrem i enhver henseende. Fremgang i teknologisektoren, skifergasrevolutionen i USA har sænket prisen på energi (og boostet industrien) og Obamacare hjælper lægemiddelproducenterne.

Så opsvinget breder sig. Det er bare meget langsomt og skaber ikke arbejdspladser hurtigt nok. Konfronterende politik hæmmer yderligere tillid. I Europa viser sparetegn deres effekt og det samme gør indsatsen i Japan for at reflate, hvilket fører til god markedsudvikling begge steder. På linje med USA, forbliver momentum på grund af stimulerende tiltag.

I Asien derimod har Kinas svage udvikling føjet til et slip i eksporten og vækstraterne er faldende. Nogle lande har undladt at bruge de seneste gode tider til at gennemføre reformer og udvikle infrastruktur til at understøtte væksten. Indien og Indonesien er eksempler herpå.

Vi ser Asiens problemer som mere cykliske end strukturelle. Globale investorer har overreageret på negativitet vedrørende udviklingsøkonomierne generelt. Effekten af at ​​investorer har trukket penge hjem, er, at disse markeder er begyndt at tilbyde relativ værdi, selv om de ikke er billige i absolutte tal. Kvantitative lempelser har holdt de fleste asiatiske markeder oppe.

På sigt vil de underliggende faktorer begynde at forbedres, da indtjeningen vil komme sig. Indtil da er der et arbejde at gøre med at udforske de enkelte selskaber.

Dette svarer til investorens muligheder for at finde hundredekronesedler liggende, klar til at samle op.