Regel 5

Undgå over-ambitioner

Der er mere end 10.000 Carrefour-brandede butikker i 34 lande over hele verden. I Asien alene, har verdens næststørste detailkæde over 370 forretninger.

En af de første ting, adm. direktør Georges Plassat gjorde, da han overtog i 2012, var at trække selskabet ud af Colombia, Malaysia, Indonesien, Singapore og Grækenland.

Dermed håbede Plassat at vende udviklingen i et selskab, hvis aktier har mistet omkring to tredjedele af deres værdi i dette århundrede. Carrefours chef har blandt andet rettet skylden for koncernens dårlige resultater på den internationale oversatsning under den tidligere ledelse.

Detailgiganter som Carrefour, Storbritanniens Tesco og Metro fra Tyskland har lært, at en vindende formel i hjemlandet ikke nødvendigvis kan omsættes til dominans i udlandet.

Forretningsmæssige overambitioner kan optræde i mange former. Geografisk ekspansion er en ting, men det er ofte fristende for virksomheder at ekspandere ind i områder uden for deres spidskompetencer på løftet om stejle vækstkurver og hurtige resultater. Sommetider vokser virksomheder sig så store, at de bliver umuligt at styre.

Banker i USA blev for store at styre efter at tidligere præsident Bill Clinton ophævede den lovgivning i 1999, der havde skilt kommercielle og investeringsmæssige bankforretninger siden den store depression i 1930'erne.

Rivaler andre steder fulgte trop og snart var det fashionable tilbehør til enhver velbeslået og ambitiøs forretningsbank en investeringsdivision. Udlån til forbrugerne på den ene side, og spekulativ handel, som ingen forstod lå på den anden side, ville komme til at definere højkonjunkturen, der til sidst førte til den globale finanskrise i 2008.

Verden ville indse, at alt for store til at styre også ville betyde alt for store til at fejle, efterhånden som lande næsten gik fallit i forsøget på at redde mislykkede finansielle institutioner.

En vigtig lektie var, at bankens chefer var uvidende om de risici, de stod over for. Deres virksomheder var blevet for komplicerede.

En anden form for overambition tager form af for stor spredning. Det så man specielt i den asiatiske finanskrise i 1997-1998 med et antal virksomheder, der var blevet mini-konglomerater, som regel ved at opkøbe ikke-produktive aktiver såsom ejendomme eller golfbaner for lånte penge.

Vi kaldte denne proces "di-worsification".

Virksomheden blev i mange af disse tilfælde reduceret til en marionetdukke for hårdtslående adm. direktører på jagt efter personlig ære.

Under Hongkongs sidste dage som en britisk koloni var den mest omtalte investeringsbank i byen ikke Goldman Sachs eller Morgan Stanley. Det var Peregrine Investeringer Holdings.

Fra 1988 til 1997 blev Peregrine den største aktieaktør i byen og en pioner inden for asiatiske junkbond-marked. Grundlægger Philip Tose, en flamboyant tidligere racerkører, udviklede efter eget udsagn en piratkultur, der begunstigede høj risikovillighed, ofte på bekostning af forsigtig forvaltningstilsyn.

Firmaet blev tvunget ud i konkurs i januar 1998 efter, at et enkelt lån til en indonesisk forretningsmand gik galt. Selskabet havde udlånt en tredjedel af sin kapital til denne klient som en del af en obligationsaftale. Valutauro med forbindelse til den asiatiske finanskrise dræbte enhver chance for, at lånet kunne blive tilbagebetalt.

På trods af væsentlige forbedringer i corporate governance i hele regionen, kan tydeligvis overmodige virksomheder utroligt nok fortsætte med at tiltrække penge udefra.

En Hongkong-noteret bygherre med betydelige investeringer i fast ejendom i Kina finder det af uransagelige grunde nødvendigt at drive en professionel fodboldklub samt filmproduktion og distributionsvirksomheder.

Selskabets aktier blev i februar 2014 handlet under prisniveauet ved børsintroduktionen i november 2009.

Forretningsmæssige ambitioner er ikke en dårlig ting. Faktisk bør investorerne kigge efter virksomheder med fornuftige planer for at skabe vækst.

Problemet er, at direktører kan blive forblændet af hybris og opmuntret af en svag bestyrelse. De undervurderer ofte omkostningerne ved en fusion eller et trofæ-opkøb. Det er især relevant, når aktiekurserne rider på høje bølger eller når gælden er billig.

Virksomheders ledelse med vrangforestillinger om at skabe succes over natten skal behandles med stor skepsis. Aggressiv vækst kan være forførende for investorerne, men det ofte kommer med en skjult pris.

Aberdeens idé om det perfekte selskab er en, hvis indtjening stiger med 10 pct. til 15 pct. om året, og denne vækst er korrekt gengivet i aktiekursen.

Det er perfekt, fordi det er et selskab, vil du aldrig vil behøve at sælge.