Regel 1

Vær særlig opmærksom på, hvordan ​​minoritetsaktionærer behandles.

Hvem driver man virksomhederne for? I et aktieselskab er aktionærerne ejere. I teorien ledes virksomheden derfor for dem. Alligevel - siden begyndelsen med aktieselskaber fra det 19. århundrede - er det blevet anerkendt, at der er en fejl i systemet.

Når ejere er passive aktionærer og overlader ledelsen til udenforstående, kan der opstå problemer med håndteringen. Direktøren, der besidder mere information om de daglige forretninger i selskabet, vil naturligvis forsøge at maksimere sine indtægter på bekostning af ejeren, hvilket skaber en interessekonflikt.

I den moderne virksomhed udspilles denne konflikt hele tiden. Fratrådte direktører har eksempelvis tjent millioner, selv om aktiekursen har underpræsteret. I teorien (igen) findes der kodeks til at bestemme "den bedste praksis" i forhold til virksomhedsledelse. En standardanbefaling er at lade en hovedaktionær-uafhængig bestyrelse føre tilsyn med den daglige ledelse på vegne af aktionærerne.

Men der findes ikke perfekte løsninger inden for virksomhedsførelse og -modeller. I USA er formanden og den adm. direktør ofte den samme person. I Tyskland repræsenterer bestyrelserne ejerne og arbejdstagerne udøver tilsyn.

I mellemtiden drives japanske selskaber for medarbejdere, lokalsamfund og interessegrupper (såsom banker eller leverandører) lige så meget som for aktionærer. Det er næsten umuligt at købe sig ind i en position med kontrol.

I de dårlige gamle dage var Asien synonymt med ”nepotisme-kapitalisme” og de familiekontrollerede aktieselskaber indbød til den udbredte skepsis. Minoritetsaktionærer kunne intet gøre, ud over at bebrejde sig selv, når virksomhederne flyttede penge væk fra de børsnoterede selskaber til private beholdninger - eller skød aktiver med alt for høje værdiansættelser ind i virksomheden. Straffrihed var udbredt.

I dag er børsnoterede virksomheder i hele regionen nødt til at følge meget strammere ledelseskodeks. De bedste familie-kontrollerede selskaber er faktisk meget gode nu. Mange ansætter professionelle ledere og gør det til en vane at høre aktionærerne. Det faktum, at de har deres egne penge placeret i virksomheden betyder, at de er mere forsigtige med hensyn til, hvordan de bruges.

Det betyder ikke, Asien er fuldt ud reformeret. Omdømmet hænger fast og erindringer varer ved. Som investor er det altid værd at kende baggrunden for selskabets vigtigste aktører- fordi det kan være den bedste guide til adfærden i fremtiden.

Omdømme har også en relevans, idet lovgivning til at beskytte aktionærerne i Asien for alvor mangler bid. Trods fremskridt i regelsættene, så handler det meget mere om form end indhold. En bestyrelse kan se uafhængig ud, men ikke-ledere kan vise sig at være pårørende, venlige advokater eller brugbare forretningskammerater.

Det er stadig lovligt i dele af Asien at udstede op mod 10 pct. nye aktier uden stemmeafgivning (en nyttig måde at udvande indflydelsen af uønskede aktionærer), at foretage ejergodkendelse af væsentlige forhold i form af håndsoprækning (hvilket giver mere magt i hænderne på en nærsynet CEO og gør fuldmagtsstemmer, som dem vi håndterer på vegne af kundernes midler, næsten meningsløse), og til at handle aktier helt op til en måned før årsresultatet (hvilket længe har været en kilde til insidermisbrug i Hongkong).

Det ville være urimeligt at påstå, at de asiatiske virksomheder er alene om at bøje reglerne. Der er mange børsnoterede selskaber i Asien, der er vestlige datterselskaber. Selv om de lover vestlige standarder for styring, så er de ikke immune over for reel praksis. Som minoritetsaktionær har vi i gennem årene oplevet at være i den modtagende ende af opkøbsbud fra moderselskaber, der har undervurderet vores aktier - og hvor uafhængige undlod at tilbyde en bedre pris.

For nylig foreslog forbrugergiganten Unilever en stigning i royalties fra koncernens børsnoterede datterselskaber i Indonesien og Indien. I Indonesien var de lokale regelsæt helt tavse om behovet for at høre aktionærernes stemmer og Unilever gik bare videre.

God governance kan koges ned til at bestå af et ordentligt kontrolsystem og så den en mere subtil ting i form af tillid.

Struktur er ingen garanti i sig selv. Vi har længe haft aktieposter i de gamle Hongkong-selskaber Swire og Jardines trods strukturer med dobbeltaktier, der giver uforholdsmæssige stemmeretter.

Som Alibaba opdaget, er denne slags ting ikke tilladt for børskandidater i Hongkong. Så det kan være afgang til USA for det kinesiske internetfirma, hvor denne form for aktieapartheid mærkeligt nok stadig er tilladt.