Æstetisk og velbevaret københavnerejendom med et samlet areal på ca. 3.300 m2. Ejendommen anvendes til detailhandel i stueetagen og en del af 1. sal samt til cafe, kontor og bolig. Ejendommens etager er forbundet via en smuk, svungen trappe, lofterne er beklædte med stuk eller fritlagte bjælker, og de sprossede dannebrogsvinduer emmer af charme.
Ejendommen er særdeles velbeliggende i gågadeområdet i København City på hjørnet af Frederiksberggade (Strøget) og Mikkel Bryggers Gade. Ud mod Strøget har ejendommen en 20 meter lang facade, og netop denne ”øverste” del af Strøget har et af landets største antal forbipasserende fodgængere. Hovedlejeren i ejendommen er den succesfulde og ekspansive svenske modetøjskæde Gina Tricot.
Der er få minutters gang til Rådhuspladsen og offentlig transport, herunder Københavns Hovedbanegård med regionaltog og S-tog.